takkebrev fra bestyrelsen
I lørdags sluttede sæsonen med opvisning i Lillebæltshallerne og i den forbindelse vil bestyrelsen gerne udsende en million tak.
Af hjertet tak til de fremmødte. Aldrig før har vi måtte sætte ekstra stole op til en opvisning. Det var overvældende og uventet men hjertevarmende! Vi ved, at når så mange øjne kigger med, kan det godt skabe nervøsitet hos gymnasterne, men vi ved også, at anerkendelsen i form af klapsalver og heppen fra familie og venner, banker al nervøsitet til jorden og stoltheden tager over.
Også på medlemsfronten blev vi blæst bagover. Selvom vi er SÅ stolte af, at så mange medlemmer har valgt at dyrke gymnastikken i lige præcis vores forening, så må vi sande, at vi har været presset på faciliteterne. Det er selvfølgelig noget, vi i bestyrelsen har fokus på i den kommende sæson, så kvantitet ikke overgår kvalitet.
På trods af det, så har det været glædeligt at se, at I hver uge er ankommet med smil og gåpåmod til træning. Det er der, vi ved, at arbejdet med gymnastikken er vores fritid værd.
Tak til vores opvisningshold og jeres flotte opvisninger. I kan være stolte af jer selv! Det klarede I til UG.
Uge efter uge har frivillige trænere brugt deres fritid på at undervise og træne børn, unge eller voksne i gymnastik. De har alle ydet en kæmpe indsats. Lige fra planlægningen af træningstimen til opretholdelsen af den gode undervisning, hvor der er plads til den enkelte gymnasts udvikling. De har brugt weekender og hverdagsaftener på kurser for at dygtiggøre sig, og har løbende deltaget i trænermøder, for at være med til at udvikle foreningen i fællesskab.
Sidst, men ikke mindst har trænerne også stået klar til at hjælpe ved arrangementer, med det formål at tjene til klubkassen. Den kasse der skal gavne alle i foreningen. For alt dette, kan vi kun sige TAK for jer!
Det kan ikke siges nok. Tak til både publikum, medlemmer og trænere.
Vi håber inderligt at gense jer alle i den kommende sæson.
HUSK
Tilmelding åbner
1. juli 2023 kl. 12.00
Med venlig hilsen
Bestyrelsen